Ordet dekonstruktion er opfundet af den franske filosof Jacques Derrida (1930-2004). For Derrida er dekonstruktion et forsøg på at problematisere selve den måde, vi tænker på. I arkitekturen har formen altid været underlagt kravet om funktion. Det vil man vende om, så de fortrængte muligheder kommer frem i lyset. Man søger at indarbejde stilelementer, der ligger uden for funktionshensyn og ikke alene styres af ydre formål. Tilfældighed, subjektivitet og opfindsomhed bliver nye nøgleord i denne arkitektur, hvor traditionelle rumopfattelser udfordres, hvor former forskydes og forvrides, og hvor materialer sættes sammen på uventet vis. 

Min arkitektur model er lavet af kardus. Jeg startede med at tegne nogle tegninger, der forestillede en hval, på mit kardus. Derefter klippede jeg mine tegninger ud. Nu havde jeg en masse forskellige størrelser og former, som jeg kunne arbejde med. Jeg fik udlevererede et stykke papir, som jeg kunne klistre mine kardus stykker på. Jeg gik hurtigt i gang, og efterhånden, som jeg fik klistreret kardus stykkerne på begyndte det at ligne noget. Mit resultat af øvelsen er øverst på indlægget. 
Facaden er meget dynamisk på min konstruktion, det skal fange beskuerens interesse. Grundplanen er trekantet og derfor også dynamisk. 
Indbygningens indgang er svær at få øje på, men det er meningen. Det er meningen at man skal undre sig, og blive interesseret i, hvad min konstruktion er for noget. Hvis man kigger godt efter, er der et lille mellemrum i midten af konstruktionen. Det er min indgang. Indgangen er meget lille, fordi at hvis bygningen skulle konstrueres i virkeligheden, skulle den være overvældende og beskueren skulle føle sig lille. Jeg synes at min konstruktion blev meget vellykket, og sådan som jeg gerne ville have den. 

       
Jeg har valgt at perspektivere til operahuset i Sydney, fordi jeg synes at der er en sammenligning med de høje spidser.