Ordet dekonstruktion er opfundet af den franske filosof Jacques Derrida (1930-2004). For Derrida er dekonstruktion et forsøg på at problematisere selve den måde, vi tænker på. I arkitekturen har formen altid været underlagt kravet om funktion. Det vil man vende om, så de fortrængte muligheder kommer frem i lyset. Man søger at indarbejde stilelementer, der ligger uden for funktionshensyn og ikke alene styres af ydre formål. Tilfældighed, subjektivitet og opfindsomhed bliver nye nøgleord i denne arkitektur, hvor traditionelle rumopfattelser udfordres, hvor former forskydes og forvrides, og hvor materialer sættes sammen på uventet vis. 

Min arkitektur model er lavet af kardus. Jeg startede med at tegne nogle tegninger, der forestillede en hval, på mit kardus. Derefter klippede jeg mine tegninger ud. Nu havde jeg en masse forskellige størrelser og former, som jeg kunne arbejde med. Jeg fik udlevererede et stykke papir, som jeg kunne klistre mine kardus stykker på. Jeg gik hurtigt i gang, og efterhånden, som jeg fik klistreret kardus stykkerne på begyndte det at ligne noget. Mit resultat af øvelsen er øverst på indlægget. 
Facaden er meget dynamisk på min konstruktion, det skal fange beskuerens interesse. Grundplanen er trekantet og derfor også dynamisk. 
Indbygningens indgang er svær at få øje på, men det er meningen. Det er meningen at man skal undre sig, og blive interesseret i, hvad min konstruktion er for noget. Hvis man kigger godt efter, er der et lille mellemrum i midten af konstruktionen. Det er min indgang. Indgangen er meget lille, fordi at hvis bygningen skulle konstrueres i virkeligheden, skulle den være overvældende og beskueren skulle føle sig lille. Jeg synes at min konstruktion blev meget vellykket, og sådan som jeg gerne ville have den. 

       
Jeg har valgt at perspektivere til operahuset i Sydney, fordi jeg synes at der er en sammenligning med de høje spidser. 

Billedkunst-ekskursion til Holstebro Museum

Jeg fik til opgave, at kigge på én af Henry Heerups skulpture. Jeg valgte efter at have kigget på de tre kunstværker, at analysere Radiomanden.

Men først vil jeg lige komme ind på hvem Henry Heerup egentlig er:
Henry Heerup var en dansk kunster (1907-1993). Hans kunstværker indbefatter blandt meget andet malerier, litografi, stenskulpturer, linoleumssnit, tegninger samt de såkaldte "skraldemodeller", som jeg har været så heldig, at skulle analysere. Han komponerede sine skraldemodeller af gammelt skrot og skrammel, som han fandt på lossepladser.
Hans kunst gav ham ikke kun anderkendelse blandt kunstkyndige, men også en stor folkelig popularitet og berømmelse. Især den måde han kunne skabe kunsten var en stor inspiration til mange mennesker i verden. Han kunne gøre noget fantastisk ved næsten alting.


1. Jeg startede med at skrive min subjektive mening om skulpturen:

Først dag jeg så skulpturen lagde jeg mærke til at ansigtet på skulpturen var rundt, alt en cirkel. Udover at ansigtet var cirkel-formet, lagde jeg også mærke til at den havde et stort smil. Den virkede ved første indtryk meget positiv. Skulpturen var i sig selv meget lille, hvilket gjorde at man kiggede ned på den. Den havde udover smilet små skræmmer ind i sidden på den, hvilket fik den til at se en smule defekt ud. Min sidste bemærkning var at den så meget surrealistisk ud, altså formen skulpturen så meget underlig ud.

2. Registrering af kunstværket

Kunstner: Henry Heerup
Værkets titel: Radiomanden
Årstal: 1943

3. Analyse af kunstværket

Størrelse: 

Skulpturen virker på hvid platform, som også kan ses på billedet jeg har lagt ind på mit oplæg. Men hvis ikke stod på denne platform, ville den virke meget lille i forhold til beskueren. Derfor overvælder skulpturen heller ikke rummet, den ser lidt anonym ud, når man kommer ind i rummet.

Form:

Jeg synes skulpturen virker meget åben - grundet det store smil, som er malede i ansigtet på den. Skulpturen inddrag den neutrale kontrast, som er en meget essentiel ting i rummet. Den virker også meget let, i og med at den er så lille, som den nu er. Formen er som jeg tidligere har nævnt surrealistisk og uorganisk - grundet et ansigtet er meget rundt og formet som en cirkel, hvis man så kigger længere ned, er cirklen sat fast på en slags cylinder.

Akser/linier: 

Skulpturen virker meget statisk, fordi at det ser opsat ud, altså en stillestående bevægelse. Skulpturen skal ses fra, så man kan se det meget karakteriseret ansigt, men den kan også ses fra siden, så man kan se de mange detaljer. Den er stående, som et helt almindeligt menneske. Den er balance, men den ligger hovedet lidt på skrå, så den er ikke i fuldstændig balance.

Materiale:

Der brugt træ fra skrot vil jeg gætte på. Konsistensen på skulpturen er meget hård, fordi at den er konstrueret i træ. Cylinder, som skal forestille skulpturens krop er blå, ansigtet er rødt og hvidt, der er også skygger, som ligger sig på skulpturen, altså egenskygge. Dens tilstand kan virke lidt defekt, som jeg også har nævnt tidligere.

Fortolkning: 

Skulpturen smiler det kan være fordi at kunstneren gerne vil have, at man skal være glad for det man har. I og med at skulpturen har et ansigt og en krop uden arme og ben, men stadig smiler stort. Den har en positiv effekt på beskueren, fordi at den smiler så meget. Jeg mener ikke at Henry Heerup kun arbejder med de formelle ting i kunstværket. Han lavede tit kunst, så både børn og voksne kunne være med, så jeg tror han prøver, at give beskueren en eller anden form for følelse,